|
Overrumplende
mange
i
den
såkaldt
”Store
Generation”
af moderne danske klassikere fra
det 20. århundredes første halvdel er født i Limfjordsegnen eller slog
sig ned her, hvor en høj himmel hvælver sig over et menneskeliv levet
under barske vilkår. Digterstuen er tilegnet disse forfattere, de store
jydske fortællere, fra deres forløber J.P. Jacobsen til deres nutidige
efterfølgere. Her kan man i ro og mag studere deres værker, i
førsteudgaver, og i udenlandske oversættelser, og fornemme deres
personlighed i dedikations-eksemplarerne, samlet af Gunnar Iversen.
Blandt
2.generations-limfjordsdigtere finder man her navne som Knuth Becker,
Erik Bertelsen, Johanne Buchardt, Martin
Jensen, Hans Kirk, Erling Kristensen, Bertel Budtz Müller, Jacob
Paludan, Hans Povlsen, Aksel Sandemose, Jens August Schade, Anders
Thuborg og William Waagner – efterfulgt af 3.generations forfattere som
Bent Haller, Knud Erik Pedersen, Smærup Sørensen, Knud Sørensen, Jørgen
Thorgaard og Poul Ørum.
Limfjordsdigterstuen
er et udbytterigt udgangspunkt for ens egen private
sightseeing til nogle af digternes hjem, fødesteder og
mindestuer: J. P. Jacobsens mindestue på Thisted Museum, Johan
Skjoldborgs barndomshjem i Øsløs, Aksel Sandemoses i Nykøbing Mors,
Marie Bregendahls ved Fly, Jeppe Aakjærs Jenle på Salling, Thit Jensen
og Johs. V. Jensens stuer i Farsø, Thøger Larsens arbejdsværelse på
Lemvig Museum og Johs. Buchholtz´hus ved Struer Museum.
Foredragstilbud
Gunnar Iversen: Limfjordsdigternes livssyn
(Ring
9795 6100)
Rummet ved siden af Limfjordsdigterstuen er
tilegnet Susanne
Tvermoes´ faster og
læremester, bladkunstneren Else Tvermoes (1900-1988), og hendes morfar,
forfatteren Simon Koch, der var talsmand for 1890´ernes symbolisme med
tidsskriftet Taarnet, som han redigerede sammen med Johs. Jørgensen. På
væggene hænger mindre værker af malervennerne Sven Hammershøi, Jan
Verkade og Mogens Ballin, der var elever af Gaugin, og, som en gave fra
kunsthistorikeren Emil Hannover og hans hustru, keramikeren Karen
Hannover, et par af de høns fra Limfjordsøen Venø, som udødeliggjordes
af malerinden Elise Konstantin-Hansen, samt en flok af de ænder, der
fik evigt liv af tegneren Johs. Larsen. Johs. Larsen illustrerede Johs.
V. Jensen, der ligesom Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg var husven
hos Simon Kochs. Koch bidrog til Jensens tidsskrift Forum sammen med
den debuterende Aksel Sandemose. Fra Kochs 2.ægteskab, med
forfatterinden Agnes Henningsen – der blev Susanne Tvermoes´
sted-bedstemor – stammer et spejl fra Henningsens damefrisørsalon, og
en bryllupsgave til Susanne Tvermoes` forældre, et selvgjort skab fra
arkitekten og forfatteren PH, Poul Henningsens hånd. |




|